Adelskomitéens innstilling og Stortingets beslutning i saken angående anmeldelser og reklamasjoner av adelige rettigheter, juli 1824

Utgitt av Adelsprosjektet, redigert av © kane.benkestokk.teiste forlag (Tore Hermundsson Vigerust), Oslo 1988-2002. Utgave 20.10 2002.


Committeen for Anmeldelser angaaende Adelskab og adelige Rettigheder 1824 (Stortinget, Komite no. 15, Adelskomiteen)
Komitéens innstilling er datert 23.7 1824, behandlet i Stortinget 28.7 1824 (Beslutning 491). Saken gjengis her etter Storthings-Efterretninger 1814-1833, udgivne efter offentlig Foranstaltning. 2det Bind, indeholdende tredie ordentlige Storthing 1821, andet overordentlige Storthing 1822 samt fjerde og femte ordentlige Storthing 1824 og 1827, bearbeidede af P. Birch-Reichenwald, J. H. Cappelen, Siegwart Petersen og J. A. Weisser (Jacob Dybwads Forlag, Christiania, 1878), s. 421-423.


De til Storthinget indkomne Reklamationer om Adelskab oversendes en særegen Komite, bestaaende af Bull (Formand), Nielsen (Sekretær), Barth, Rogstad og Schytte. Der var ialt indkommen saadanne Reklamationer fra 18 adelige Familier, af hvilke dog Bergh tog sin Reklamation tilbage. Komiteen bemærkede, at Udtrykkene i Loven af 1ste August 1821 §§ 6 og 7: "for næste ordentlige Storthing lovligen bevise," samt: "for næste ordentlige Storthing ved lovlige Dokumenter beviser," forekom den ligefrem at involvere, at Storthinget er den Autoritet eller det Forum, der har at bedømme, om det af vedk. Reklamanter tilveiebragte Bevis for deres Adelskab kan ansees tilstrækkeligt eller ikke, og den kunde derfor ikke dele den af flere nærede Anskuelse, at Storthinget burde indskrænke sig til at modtage de indkomne Adelsreklamationer, uden at indlade sig paa a bedømme, hvorvidt de maatte kunne ansees ved de samme medfølgende Dokumenter at være begrundede, eftersom det vilde være noget extraordinært, at Storthinget skulde gjøres til et Tribunal, der skulde paakjende Bevisers Tilstrækkelighed eller Utilstrækkelighed. Komiteen anførte fremdeles, at den havde troet at burde anse det for fyldestgjørende Bevis for Adelskab, naar en Reklamant er i Besiddelse af det Adelspatent, hvorpaa han grunder sin Reklamation, og har fremlagt dette enten in originali eller i behørig vidimeret Gjenpart, og bærer det i Patentet benævnte Familienavn, eller ogsaa har fremlagt bekræftet Gjenpart af det danske Kancellis Lensarkiv opbevarede Koncept til det Adelspatent, hvorpaa han grunder sin Reklamation, bærer det i Patentet benævnte Familienavn, samt er af en Familie, der notorisk er bleven anseet som adelig. De til Storthinget indsendte Adelspatenter vare ikke enslydende, men nogle udfærdigede i det latinske, andre i det danske Sprog; i nogle nævntes den Adledes Hustru med som optagen i Adelsstanden, medens dette i andre ikke var Tilfældet; endelig lød nogle paa Optagelse i begge de forenede Rigers Adelsstand, medens der i andre kun nævntes den danske Adelsstand. Af denne sidste Forskjel i Patenternes Udtryk have nogle villet udlede, at de, der kun ere benævnte som optagne i den danske Adelsstand, ikke skulde kunne ansees for at være i Besiddelse af adelige Rettigheder i Norge, og have som Hjemmel for denne Paastand paaberaabt det kgl. aabne Brev af 12te Marts 1673, hvorved den norske Adel indrømmes samme Rettigheder i Norge, som den danske Adel havde i Danmark. "Komiteens Pluralitet har imidlertid anseet det temmelig evident, at om man end vil erkjende, at der i denne Henseende var nogen Anledning til at gjøre Forskjel imellem norsk og dansk Adel før og kort efter Suverænitetens Indførelse, denne dog vel maa ansees at være aldeles hævet ved Christian Vtes danske og norske Lov. Sammenholder man nemlig 3-2-2 i danske Lov, som Hovedstedet, hvor Adelen omhandles, med samme Artikel i norske Lov, finder man, at i den danske Lov nævnes danske adelige Friheder, men i den norske Lov indlændiske adelige Friheder, hvilket Ord "indlændiske" man vel ikke uden at gjøre Vold paa Sproget, naar det bruges som Modsætning af Fremmed, kan forklare uden som indbefattende paa den Tid baade norsk og dansk, da Indfødsret i det ene af de da forenede Riger altid tillige medførte den samme Ret i det andet cfr. norske Lovs 1-2-9 og danske Lovs 1-2-11. Neppe vilde det vel overalt været faldet nogen ind, saalænge Norge og Danmark vare forenede, at betvile, at den, som af Rigernes fælles Konge var optagen i Adelsstanden i det ene Rige, jo eo ipsi var bleven Adelsmand i det andet; men var han under Rigernes Forening i Besiddelse af Adelsskab, kan man vel ikke uden Urimelighed statuere, at han ved Rigernes Adskillelse skulde tabe samme. Omendskjønt maaske til Overflod bemærkes endnu, at de fleste af de Patenter, hvorved de Adlede benævnes som optagne i den danske Adelsstand, ere udfærdigede for norske, der vare bosatte og opholdt sig i Norge, hvilket jo vilde være en paafaldende Urimelighed, naar man vilde antage, at Patentet ikke skulde medføre Adelskab før vedkommende ogsaa i Norge." Forøvrigt mente Komiteen, at naar Storthinget erkjender Tilstrækkeligheden af de Beviser, en Reklamant af adelige Rettigheder har præsteret for sit Adelsskab, maa det ansees overflødigt i Anerkjendelserne at benævne Vedkommendes Børn, da disses Adelskab i Overensstemmelse med Lov af 1ste Aug. 1821 formentlig maa staa og falde med Faderens.

Komiteen indstillede:

"1. Storthinget erkjender følgende Personer for at have i Overensstemmelse med Loven af 1ste Aug. 1821 bevist deres Adelskab.(1)

a, Stiftamtmand Frederich Greve af Trampe.

b, Regjeringsadvokat og Sorenskriver Brede Henrich Munthe af Morgenstierne.

c, Løitnant Niels Knagenhjelm.

d, Ritmester Peter Tordenskiold.

e, Oberst Knud Adolph Roestorph.

f, Overkrigskommissær og Toldkasserer Johannes Nicolay de Kløcker.

g, Kaptein Rosenørn Grüner.

h, Grosserer Morten Anker og Major Peder Bernhard Anker.

i, Stiftamtmand Oluf Borch de Schouboe og Amtmand Ulrich Frederich Anton de Schouboe.

k, Kammerherre Erich Theodor Anker.

l, Statsraad Severin Løvenskiold, Forst- og Jagtjunker Niels Løvenskiold, Løitnant Frederich M. F. W. Løvenskiold, Carl Løvenskiold, samt Eggert Christopher, Friherre af Løvenskiold.

m, Major Christian Henrich, Friherre af Hoff Rosencrone.

n, Sognepræst Hans Gyldenpalm.

o, Kongelig Bogholder Hagbarth de Falsen.

p, Statsraad Johan Caspar Herman, Greve af Wedel-Jarlsberg, Hofmarskalk og Generaladjutant Carl Ferdinand, Friherre af Wedel-Jarlsberg, Kammerherre Wilhelm Frederich, Friherre af Wedel-Jarlsberg, Christian Frederik, Friherre af Wedel-Jarlsberg, Komtesserne Juliane Marie, Caroline Sophie Amalia, Hellene Margrethe og Sophie Frederikke Antonette af Wedel-Jarlsberg, samt Amtmand Frederich Wilhelm, Friherre af Wedel-Jarlsberg.

q, Løitnant August Niels Anker, Peder Martin Anker, Frøkenerne Elen Margrethe, Elisabeth Sophie og Sophie Adelaide Rosalie Anker samt Niels Christopher Anker.

r, Kammerjunker og Sorenskriver Andreas Niels Hauch.

2. Samtlige i forrige Post benævnte Personer skulle være berettigede til paa Forlangende at erholde meddelt Gjenparter, enhver for sit Vedkommende, af denne Storthingets Beslutning.

3. De ved Adelsreklamationerne indsendte originale Adelsdiplomer og andre Dokumenter kunne paa Forlangende tilbageleveres Reklamanterne, imod at der af Diplomerne indleveres bekræftede Gjenparter, som blive bevarede i Storthingets Arkiv.

4. De fra Kaptein Brømbsen og F. J. Cold indkomne Anmeldelser om Adelskab henlægges som ubeviste".

Samtlige Indstillingsposter bleve i Storthingets Møde 28de Juli enst. bifaldte.(2)

.

1. Ifølge Morgenbladet 1824 No. 211 sto opprinnelig i Komiteens Indstilling "bevist det af dem reklamerede Adelskab"; disse ord ble etter Knudssons forslag forandret til: "bevist deres Adelskab". Han anførte at noen av Reklamanterne hadde protestert mot loven av 1ste Aug. 1821, ja endog påsto de ufødtes rett og foreslo forandringen, for at ikke sådann, reklamanter skulle, fra denne beslutning, finne tilsynelatende argumenter imot den nevnte lov. (Noten etter Birch-Reichenwald, Cappelen, Petersen og Weisser.)

2. Se Yngvar Nielsen, Grev Sandels's Statholderskab, s. 300 f.; Bernt Moe (utg.), Tidsskrift for den norske Personalhistorie, 2 Række, s. 72-138, 155-168 og 190-207.